≡ Menu

Resurrection of Love

Der var en gang for længe siden i et fattigt land en smuk og tilsyneladende almindelig pige som hver dag forlod sin faders hus for at hente vand i byens brønd. Ikke fordi hun behøvede det, for hendes fader var konge i byens palads, men fordi pigen på denne måde mødte andre mennesker som hun kunne tale med.

En dag kom en ung rejsende forbi byens brønd og tørstig som han var efter en lang rejse gennem ørkenen, greb han spanden og hejsede den ned i brønden. Se, da ville skæbnen det således at den unge pige som jo i virkeligheden var en Prinsesse, kom og skulle hente vand. Høflig som den unge rejsende var, fyldte han Prinsessens krukke med vand. Selvfølgelig faldt de to i snak og de aftalte at mødes ved brønden igen næste dag.

Dagen oprandt og den unge rejsende kom tidligt til brønden og ventede på Prinsessen og da hun ankom havde hun taget en madkurv med og hun foreslog, at de tog ud til en nærliggende oase og spiste der. De besteg hver sin kamel og drog af sted. Ved middagstid ankom de til oasen, slog sig ned, spiste, talte og nød livet. De blev snart gode venner, endda meget gode venner. Prinsessen nød den unge mands beretninger fra den store verden og rytteren var meget betaget af Prinsessens eventyrlige skønhed.

Dage og uger gik og de blev meget glade for hinanden. De skrev smukke digte til hinanden og poesien blomstrede. Sammen skrev de: Det kors vi bærer er den kærlighed der vokser mellem mand og kvinde, som næres af forholdet mellem menneske og sjæl.

Imidlertid var det sådan at den unge rejsende var på handelsrejse for sin fader og med tiden blev det klart at han måtte videre. Deres veje måtte skilles.

Årene gik, Prinsessen blev hos sin fader og vor rejsende ven rejste jorden rundt flere gange. Men ak, sommetider er livet for kort. I et fremmed land pådrog han sig en dødelig sygdom og lægerne gav ham kun kort tid at leve i. Af hele sit hjerte ønskede han sig blot at se Prinsessen igen. Det var imidlertid ikke muligt på den korte tid han havde tilbage, så han skrev et smertefuldt brev til hende og fortalte hende om sin nært forestående død.

Prinsessen blev ganske nedslået over de dårlige nyheder og sørgede længe.

Så en dag skulle Prinsessen til det fjerne østen for at købe krydderier og fine stoffer. Hun rejste på kamelryg ud til kysten og gik ombord på et skib der skulle føre hende langt hjemmefra. Skibet var et meget stort skib og det kunne vare timer at nå hele vejen rundt. Der var mange mennesker ombord og hun talte med mange af dem. Specielt var der en Præst som hun talte meget med. Denne Præst var ikke som andre præster. Han talte ikke om dommedag og Guds straf. Han talte om livets skønhed med et strejf af poesi så Prinsessen kom til at tænke med vemod på den unge rejsende hun mødte engang. Bedrøvet fortalte hun præsten om de solbeskinnede dage i oasen og præsten blev meget rørt over Prinsessens kærlighed til den unge rejsende og da Prinsessen fortalte om digtet de havde lavet, “Det kors vi bærer er den kærlighed der vokser mellem mand og kvinde…” fortsatte præsten med tårer i øjnene, “… som næres af forholdet mellem sjæl og menneske”. Da vidste Prinsessen at den unge rejsende var den samme som præsten og præsten genkendte Prinsessen i samme øjeblik. De opdagede begge at kærligheden lever evigt uanset mennesker dør.

 

Comments on this entry are closed.

Next post:

Previous post: