≡ Menu

Når jeg kigger rundt i single forums på nettet, er der én ting der slår mig i panden som Thors hammer – hver eneste gang. Det er der måske ikke noget mærkeligt i og det har jo også altid været sådan, at det er manden der er jægeren og kvinden der er byttet.

Når mand møder kvinde er det faktisk som at se et stort opslået teaterstykke, hvor vi spiller hver vores (køns)rolle i en parringsdans, der er instuderet og trænet gennem millioner af år.

Dansen hvor manden leder og kvinden bliver ledt.

Hvis mand slår et billede og en beskrivelse op af sig selv på nettet, er der normalt ikke meget respons fra kvinderne og hvis en kvinde slår et billede op bliver hun hurtigt rendt over ende af likes og slibrige kommentarer. Den er HELT sikker hver gang!

Manden tager lederrollen og kvinden tager følgerrollen.

Så er der folk der mener, at det er sådan det altid har været og at det er sådan det skal blive ved med at være.

Men ved i hvad kære venner…

Jeg lever altså i en tid hvor den gammeldags kønsrollefordeling såvel som den moderne ligestilling er et forældede begreber! Jeg lever i en (indbildt) verden hvor det handler mere om ligeværd!

Og helt ærligt med hånden på hjertet – jeg falder IKKE for en kvinde der passivt spiller sin feminine rolle i en parringsdans der højst sandsynligt gik af mode i tresserne.

Jeg falder for en kvinde som aktivt jagter sine EGNE behov, i stedet for at vente på at der kommer en mand forbi og gør hende lykkelig. Men måske tidens kvinder netop har travlt med at forfølge sine behov og sin egen karierre og derfor er for trætte til at modernisere parringsdansen?

Jeg har fået nok af at være ansvarlig for kvindens lykke og jeg har da også fundet ud af at hvis hun ikke har fundet lykken i sig selv først, er der ikke meget jeg kan gøre for hende. Og det er et turnoff der virkelig er effektivt.

En af de helt store fejltagelser i parforhold er at vi forventer at det er den anden der skal gøre os lykkelige. Det skaber frustrationer for det kan nemlig ikke lade sig gøre. Og så ender det galt.

Jeg er ligeglad med hvordan du ser ud. Jeg er ligeglad med om du tror på Gud eller Fanden eller ingen af dem. Jeg er ligeglad med om du bruger størrelse 44 i sko. Jeg er ligeglad med din alder.

Men jeg er IKKE ligeglad med om du tager ansvar for dit liv, dine holdninger, dit job, dine følelser, dine behov og ultimativt dit parforhold…

Læs mere her: Den Rigtige Mand

 

 

 

 

Der var engang for længe, længe siden, så længe siden at nogle ville sige, at det var lyv, en lille Hvid Trane der spankulerede omkring ved bredden af en skovsø og fangede fisk, kiggede på sit spejlbillede og nød livet. Dag ud og dag ind fiskede den, lod solen skinne på sig og talte med de andre dyr. En dag stødte den på en slange som mavede sig gennem skovsøens mudrede bred. ‘God dag’, sagde slangen, jeg har ligget her i græskanten og beundret dine smukke hvide fjer og dine yndige bevægelser når du løfter dine ben højt for at tage et skridt. Du er da vist en værre en, sagde tranen, men kom så går vi ud og ser på verden sammen. Og sammen fulgtes de ud i verden, så Vor Herres storslåede natur og nød hinandens selskab. De var viden omkring og mødte mange andre omrejsende fæller og lærte meget.

Men ak. Lige så lykkelige som de var, lige så kort skulle det vare. Den yndefulde trane forlod denne verden alt for ung. Den stakkels slange var ganske utrøstelig, græd længe og sørgede i mange uger. Men tiden gik og efterhånden heledes sårene lidt. Stille som vandet risler i bækken, svandt årene hen og slangen oplevede nu livet på egen hånd og erfarede meget.

En dag da slangen lå i græsset ved søen og var i færd med at opsnuse noget spiseligt, så han pludselig sin trane gå rundt i vandkanten. Han troede ikke sine egne øjne og måtte blinke et par gange, men hun spankulerede rundt nøjagtigt som han huskede. Han mavede sig forsigtigt nærmere, men tøvede. Tænk hvis hun ikke kunne genkende ham efter alle disse år. Han tog en rask beslutning og krøb tættere på. Nu kunne han se at fjerene var en smule anderledes, men øjnene var de samme, det var hans ven, den Lille Hvide Trane. Da græd han af glæde over at have genfundet sin dyrebare ven og han græd af glæde over sin nyvundne visdom: at døden ikke eksisterer. Kærligheden overlever selv døden. Nu var han i sandhed den Vise Slange

Der var engang en Prinsesse så blid som dun, så smuk som en påfugl og så forstandig som 10 vise mænd. Hun boede i et fjernt land og hendes far var konge og regerede med hjertet. Alle var betagede af den unge Prinsesses skønhed. Der var en mildhed som strålede ud dybt fra hendes hjerte. Mange prinser fra nær og fjern ville gerne giftes med Prinsessen, men hendes kærlighed var så stor at prinserne kunne mærke, længe inden de kom til slottet, at de slet ikke var værdige til så stor en kærlighed. De måtte ganske enkelt vende om ved byporten.

En dag var Prinsessen ude at gå i skoven med sine hofdamer. Vejret var dejligt og dyrene levede deres sorgløse liv. I en lysning gik en flok får og en ung knøs sad på hug ved et af dem. Prinsessen gik derhen for at se hvad der var sket. Hun hilste pænt på den unge Hyrde og så at fåret var kommet til skade. Hyrden forklarede at fåret havde fået en fod i klemme mellem nogle rødder og havde brækket benet. Men, sagde Prinsessen, sådanne får plejer man at slagte. Ikke mine får, sagde hyrden. Alt liv er dyrebart og jeg vil passe og pleje dette mit får til det kan gå igen. Da rørtes Prinsessen over Hyrdens kærlighed til dyrene og til livet. Denne Hyrde må jeg se igen, tænkte hun og de aftalte at mødes ugen efter samme sted.

I mange uger mødtes de ude i skoven og til slut var end ikke hofdamerne med. Det var en tid med lykke og kærlighed.

Imidlertid er det sådan at en Prinsesse ikke kan gifte sig med en almindelig Hyrde og efterhånden som dette blev pinefuldt klart, måtte deres veje skilles. I en smertefuldt intens omfavnelse skiltes de. De vidste ikke om de nogen sinde ville få hinanden at se igen.

Tiden gik, Prinsessen blev dronning og Hyrden rejste til fremmede lande. Mange år gik og en dag fik Prinsessen bud fra udlandet at Hyrden ikke levede mere. Hun blev meget bedrøvet og besluttede da at hun ikke ville være dronning mere. Hun ville rejse til andre lande. Mange år gik og hun rejste rundt i verden. Hun var glad, men aldrig helt lykkelig. Hvor end hun gik huskede hun altid Hyrden og de gode stunder i skoven.

En dag i et fremmed land besøgte hun et kloster. Der altid var åbent for besøgende og hun gik indenfor. Helt ind i klosterkirken og der satte hun sig ved siden af en fattig Munk som sad i bøn. Munken lagde straks mærke til Prinsessens kærlighed og Prinsessen mærkede varmen fra Munken. De faldt i snak om alt muligt. Livet og døden. Kærligheden og glæden og Munken mærkede hurtigt at han havde kendt denne pige før, men huskede ikke hvor fra. En dag da de gik i marken og så på dyrene, kom Prinsessen i tanker om hvordan den unge Hyrde hun kendte, havde plejet et af sine får, til det kunne klare sig selv igen. Hun fortalte historien til Munken som med glædestårer i øjnene svarede: Her på stedet spiser vi ikke dyrene. Vi klipper blot fårene og laver tøj af deres uld. Alt liv er dyrebart og jeg vil passe og pleje disse mine får alle deres dage. Da opdagede Prinsessen at Munken i virkeligheden var Hyrden og Munken så, at selvom Prinsessen var blevet ældre var hun smukkere end nogensinde før. De opdagede begge at døden er en illusion, at kærligheden lever i al evighed og vokser større og større om end mennesket dør

Der var en gang for længe siden i et fattigt land en smuk og tilsyneladende almindelig pige som hver dag forlod sin faders hus for at hente vand i byens brønd. Ikke fordi hun behøvede det, for hendes fader var konge i byens palads, men fordi pigen på denne måde mødte andre mennesker som hun kunne tale med.

En dag kom en ung rejsende forbi byens brønd og tørstig som han var efter en lang rejse gennem ørkenen, greb han spanden og hejsede den ned i brønden. Se, da ville skæbnen det således at den unge pige som jo i virkeligheden var en Prinsesse, kom og skulle hente vand. Høflig som den unge rejsende var, fyldte han Prinsessens krukke med vand. Selvfølgelig faldt de to i snak og de aftalte at mødes ved brønden igen næste dag.

Dagen oprandt og den unge rejsende kom tidligt til brønden og ventede på Prinsessen og da hun ankom havde hun taget en madkurv med og hun foreslog, at de tog ud til en nærliggende oase og spiste der. De besteg hver sin kamel og drog af sted. Ved middagstid ankom de til oasen, slog sig ned, spiste, talte og nød livet. De blev snart gode venner, endda meget gode venner. Prinsessen nød den unge mands beretninger fra den store verden og rytteren var meget betaget af Prinsessens eventyrlige skønhed.

Dage og uger gik og de blev meget glade for hinanden. De skrev smukke digte til hinanden og poesien blomstrede. Sammen skrev de: Det kors vi bærer er den kærlighed der vokser mellem mand og kvinde, som næres af forholdet mellem menneske og sjæl.

Imidlertid var det sådan at den unge rejsende var på handelsrejse for sin fader og med tiden blev det klart at han måtte videre. Deres veje måtte skilles.

Årene gik, Prinsessen blev hos sin fader og vor rejsende ven rejste jorden rundt flere gange. Men ak, sommetider er livet for kort. I et fremmed land pådrog han sig en dødelig sygdom og lægerne gav ham kun kort tid at leve i. Af hele sit hjerte ønskede han sig blot at se Prinsessen igen. Det var imidlertid ikke muligt på den korte tid han havde tilbage, så han skrev et smertefuldt brev til hende og fortalte hende om sin nært forestående død.

Prinsessen blev ganske nedslået over de dårlige nyheder og sørgede længe.

Så en dag skulle Prinsessen til det fjerne østen for at købe krydderier og fine stoffer. Hun rejste på kamelryg ud til kysten og gik ombord på et skib der skulle føre hende langt hjemmefra. Skibet var et meget stort skib og det kunne vare timer at nå hele vejen rundt. Der var mange mennesker ombord og hun talte med mange af dem. Specielt var der en Præst som hun talte meget med. Denne Præst var ikke som andre præster. Han talte ikke om dommedag og Guds straf. Han talte om livets skønhed med et strejf af poesi så Prinsessen kom til at tænke med vemod på den unge rejsende hun mødte engang. Bedrøvet fortalte hun præsten om de solbeskinnede dage i oasen og præsten blev meget rørt over Prinsessens kærlighed til den unge rejsende og da Prinsessen fortalte om digtet de havde lavet, “Det kors vi bærer er den kærlighed der vokser mellem mand og kvinde…” fortsatte præsten med tårer i øjnene, “… som næres af forholdet mellem sjæl og menneske”. Da vidste Prinsessen at den unge rejsende var den samme som præsten og præsten genkendte Prinsessen i samme øjeblik. De opdagede begge at kærligheden lever evigt uanset mennesker dør.

 

En fugl i hånden er bedre end ti på taget, siges det. Og dermed har vi et glimrende billede på et helt almindeligt sex liv.

Tantra handler om at få alle elleve fugle i luften!

Den måde vi bruger sexualiteten på er, at bygge energi op hvorefter vi udløser den og den kanaliseres ned i underbevidstheden til de ukendte dele af os selv der gerne vil have mere opmærksomhed. Disse dele slapper så lidt mere af i nogen tid og kroppen gør det samme. Og det føles jo godt. Indtil næste gang underbevidsthedens behov banker på – og vi starter forfra. Det svarer til at tage på fisketur og bare stå ved bredden af søen og kaste maddingen ud til fiskene. Det bliver man ikke mæt af!

Tantra handler også om at bygge energi op – meget mere energi. Ved ikke at udløse energien vil fiskene i søen selv stikke [continue reading…]

Hvordan udvikler man kærlighedsevnen?

 

Vi går allesammen ind i et parforhold med en ubevidst dagsorden om at kæresten skal give os kærlighed og som tak for det kan han/hun få noget kærlighed tilbage. En byttehandel! Men for at gøre en kort historie lang, vurderer vi vores kærlighedsgaver til hinanden forskelligt. Helt ubevidst giver vi partneren det vi egentlig selv gerne vil have og ikke det der egentilg er behov for. Derfor er værdiansættelsen forskellig. Jeg giver og giver men det bliver ikke værdsat og jeg får ikke nok retur! I vore dages parforhold er

[continue reading…]

Det vidste du nok ikke!

Når vi vælger partner gør vi det ud fra nogle kriiterier som er helt ubevidste. Vidste du at dine forældre har gjort så stort et indtryk på dig at det indtryk faktisk er blevet dit ubevidste ideal billede på en partner? Hvis du er en mand er det din mors ‘billede’ du bærer rundt med dig og er du en kvinde er det din fars.

Dette indre billeder er sammensat af alle tidligere ubearbejdede eller uafsluttede begivenheder i relation til mor eller far, der har efterladt et tomrum – et behov der ikke blev indfriet.

Når vi så møder en kæreste sørger vi for at det er en der ligner vores indre billede af mor eller far så meget at vi kan bruge denne nye kæreste til at udfylde disse vor barndoms tomrum… Vi har simpelthen en helt ubevidst dagsorden.

Det helt ulyksalige er at vi tror at kæresten kan give os ‘det vi mangler’. Men det virker bare ikke sådan. Der er nemlig kun én [continue reading…]

1. Den fysiske tiltrækning. Er primært lejret i reptilhjernen. Det er vort instinktive system der udfra feromonerne det modsatte køn udsender vurderer om der er tale om et evolutionært godt match. Reptilhjernen afgør lynhurtigt om partnerens imunforsvar er tilstrækkeligt forskelligt fra vores eget – det giver nemlig afkommet de bedste chancer for at klare opvæksten beskyttet mod flest mulige sygdomme. Er de to menneskers (eller dyrs) imunforsvar ens er der ingen instinktiv tiltrækning. Kropsfigur og ansigtssymmetri er også væsentlige faktorer i den ubevidste del af spekteret. Tiltrækning på det fysisk/instinktive niveau er

[continue reading…]

Det nye parforhold

 

1. Fremtidens parforhold er også venskab og partnerskab. I dag er parforholdskemien baseret på polarisering mellem det maskuline og det feminine og hvis den polarisering ikke er til stede er der ingen gnist. Det er helt naturligt – i hvert fald i soveværelset, men i længden ikke vedvarende. At være venner skaber ingen umiddelbar gnist, men det kan skabe kærlighed og så er der en ny gnist. I fremtiden vil helhed og inklusivitet være overordnede retningslinier og parforhold vil udvides til at skulle rumme meget mere end bare kemisk, fysisk og psykologisk tiltrækning.

2. I fremtidens parforhold ‘connecter’ man også på det mentale niveau, hjerte niveau og det spirituelle niveau, i stedet for kun på et fysisk og et emotionelt niveau (fysiske og psykiske behov). Den naturlige tendens i parforhold i dag er at indgå en aftale om at hvis du giver mig det [continue reading…]

Ja – Hjerte

 

I lang tid har jeg spekuleret på om ikke det nu er på tide, at få gjort op med nogle opfattelser omkring hjertet og kærligheden hvis vi skal overleve som art! Jeg tror at det er bydende nødvendigt, at det begynder at gå op for os hvordan vi er nødt til at tilpasse os evolutionen.

Min påstand i denne sammenhæng er, at den strategi vi har brugt til fysisk at overleve, vil slå os alle ihjel hvis vi fortsætter den. Strategien har været en evne til på et split sekund at afgøre hvem der er ven og hvem der er fjende. En evne der har været helt nødvendig for at vi kunne overleve på savannen da vi var Neanderthalere og måske endda endnu længere tilbage.

Denne evne til at definere fjender har vi taget med ind i vores emotionelle og mentale liv, hvor det så kommer til at dreje sig om psykisk overlevelse i stedet for fysisk. Og det er egentlig en blindgyde. Når vi skændes forsvarer vi vort Ego på en måde som gjaldt det liv eller død og i processen polariserer vi så enormt med modparten, at vi gør det vi altid har gjort: Skaber fjendebilleder.

Vi har brugt millioner af år på at udvikle reptilhjernen. Vi har brugt nogle hundrede tusinde år på at udvikle lillehjernen og vi har [continue reading…]