≡ Menu

Resurrection of Life

Der var engang en Prinsesse så blid som dun, så smuk som en påfugl og så forstandig som 10 vise mænd. Hun boede i et fjernt land og hendes far var konge og regerede med hjertet. Alle var betagede af den unge Prinsesses skønhed. Der var en mildhed som strålede ud dybt fra hendes hjerte. Mange prinser fra nær og fjern ville gerne giftes med Prinsessen, men hendes kærlighed var så stor at prinserne kunne mærke, længe inden de kom til slottet, at de slet ikke var værdige til så stor en kærlighed. De måtte ganske enkelt vende om ved byporten.

En dag var Prinsessen ude at gå i skoven med sine hofdamer. Vejret var dejligt og dyrene levede deres sorgløse liv. I en lysning gik en flok får og en ung knøs sad på hug ved et af dem. Prinsessen gik derhen for at se hvad der var sket. Hun hilste pænt på den unge Hyrde og så at fåret var kommet til skade. Hyrden forklarede at fåret havde fået en fod i klemme mellem nogle rødder og havde brækket benet. Men, sagde Prinsessen, sådanne får plejer man at slagte. Ikke mine får, sagde hyrden. Alt liv er dyrebart og jeg vil passe og pleje dette mit får til det kan gå igen. Da rørtes Prinsessen over Hyrdens kærlighed til dyrene og til livet. Denne Hyrde må jeg se igen, tænkte hun og de aftalte at mødes ugen efter samme sted.

I mange uger mødtes de ude i skoven og til slut var end ikke hofdamerne med. Det var en tid med lykke og kærlighed.

Imidlertid er det sådan at en Prinsesse ikke kan gifte sig med en almindelig Hyrde og efterhånden som dette blev pinefuldt klart, måtte deres veje skilles. I en smertefuldt intens omfavnelse skiltes de. De vidste ikke om de nogen sinde ville få hinanden at se igen.

Tiden gik, Prinsessen blev dronning og Hyrden rejste til fremmede lande. Mange år gik og en dag fik Prinsessen bud fra udlandet at Hyrden ikke levede mere. Hun blev meget bedrøvet og besluttede da at hun ikke ville være dronning mere. Hun ville rejse til andre lande. Mange år gik og hun rejste rundt i verden. Hun var glad, men aldrig helt lykkelig. Hvor end hun gik huskede hun altid Hyrden og de gode stunder i skoven.

En dag i et fremmed land besøgte hun et kloster. Der altid var åbent for besøgende og hun gik indenfor. Helt ind i klosterkirken og der satte hun sig ved siden af en fattig Munk som sad i bøn. Munken lagde straks mærke til Prinsessens kærlighed og Prinsessen mærkede varmen fra Munken. De faldt i snak om alt muligt. Livet og døden. Kærligheden og glæden og Munken mærkede hurtigt at han havde kendt denne pige før, men huskede ikke hvor fra. En dag da de gik i marken og så på dyrene, kom Prinsessen i tanker om hvordan den unge Hyrde hun kendte, havde plejet et af sine får, til det kunne klare sig selv igen. Hun fortalte historien til Munken som med glædestårer i øjnene svarede: Her på stedet spiser vi ikke dyrene. Vi klipper blot fårene og laver tøj af deres uld. Alt liv er dyrebart og jeg vil passe og pleje disse mine får alle deres dage. Da opdagede Prinsessen at Munken i virkeligheden var Hyrden og Munken så, at selvom Prinsessen var blevet ældre var hun smukkere end nogensinde før. De opdagede begge at døden er en illusion, at kærligheden lever i al evighed og vokser større og større om end mennesket dør

Comments on this entry are closed.

Next post:

Previous post: