Der var engang for længe, længe siden, så længe siden at nogle ville sige, at det var lyv, en lille Hvid Trane der spankulerede omkring ved bredden af en skovsø og fangede fisk, kiggede på sit spejlbillede og nød livet. Dag ud og dag ind fiskede den, lod solen skinne på sig og talte med de andre dyr. En dag stødte den på en slange som mavede sig gennem skovsøens mudrede bred. ‘God dag’, sagde slangen, jeg har ligget her i græskanten og beundret dine smukke hvide fjer og dine yndige bevægelser når du løfter dine ben højt for at tage et skridt. Du er da vist en værre en, sagde tranen, men kom så går vi ud og ser på verden sammen. Og sammen fulgtes de ud i verden, så Vor Herres storslåede natur og nød hinandens selskab. De var viden omkring og mødte mange andre omrejsende fæller og lærte meget.
Men ak. Lige så lykkelige som de var, lige så kort skulle det vare. Den yndefulde trane forlod denne verden alt for ung. Den stakkels slange var ganske utrøstelig, græd længe og sørgede i mange uger. Men tiden gik og efterhånden heledes sårene lidt. Stille som vandet risler i bækken, svandt årene hen og slangen oplevede nu livet på egen hånd og erfarede meget.
En dag da slangen lå i græsset ved søen og var i færd med at opsnuse noget spiseligt, så han pludselig sin trane gå rundt i vandkanten. Han troede ikke sine egne øjne og måtte blinke et par gange, men hun spankulerede rundt nøjagtigt som han huskede. Han mavede sig forsigtigt nærmere, men tøvede. Tænk hvis hun ikke kunne genkende ham efter alle disse år. Han tog en rask beslutning og krøb tættere på. Nu kunne han se at fjerene var en smule anderledes, men øjnene var de samme, det var hans ven, den Lille Hvide Trane. Da græd han af glæde over at have genfundet sin dyrebare ven og han græd af glæde over sin nyvundne visdom: at døden ikke eksisterer. Kærligheden overlever selv døden. Nu var han i sandhed den Vise Slange
